Hvorfor taler vi ikke om det?

Jeg har arbejdet med (ydre) bæredygtighed og grøn omstilling i mange år, og er derfor smertefuldt bevidst om den vægt der lægges på objektivitet og følelsesmæssig afstandtagen, inden for feltet ift. de bæredygtighedskriser vi står midt i. Der er en frygt, oplever jeg, for at kompromittere vores faglige troværdighed, hvis vi fremstår for emotionelle.

Derudover oplever jeg, at mange af os, som beskæftiger os med feltet, og som løbende læser den nyeste forskning på området ikke deler bredt om, hvor slemt det reelt står til. (Måske) af frygt for at skabe håbløshed og dybe følelser af afmagt i andre mennesker fokuserer vi i stedet typisk udelukkende på at skabe incitamenter til handling.

For mit eget vedkommende er jeg skyldig i begge dele. Det skaber ikke bare en stor og nærmest ubærlig sorg og ensomhed i mig selv, fordi jeg får en oplevelse af at stå meget alene med denne viden, og de svære følelser der relaterer sig dertil. Det har også potentielt fatale konsekvenser for resten af livet. For det afholder os fra at sprede denne viden ud til mange flere mennesker, så vi sammen kan forholde os til de scenarier, der ligger foran os med åbne øjne og hjerter og handle derefter.

Igen og igen oplever jeg at have samtaler med mennesker, som er bevidste om, at vi står midt i alvorlige bæredygtighedskriser, men som reelt ikke aner hvor slemt det står til, og som tror at vi stadig kan nå vende tingene rundt uden de store konsekvenser til følge.

Det har vækket en erkendelse i mig om hvor vigtigt det er, at vi begynder at tale højt og åbent om tingenes tilstand. Om at vores børn kommer til at vokse op i en markant anden verden, end nogle af os kender til. At vi kan flere og store fødevarekriser og hidtil ukendte store masser af migranter, som flygter fra de hårdest udsatte områder. At konflikterne i verden vil tiltage. At store gamle økosystemer bryder sammen, og derved vil eskalere klimaforandringerne yderligere. -Og man kan blive ved. For alt liv på jorden hænger sammen og indvirker på hinanden. Når et system bryder ned, så vil det sætte gang i kaskader af sammenbrud andre steder for klimasystemet, økosystemer og socio-økonomiske systemer er uløseligt forbundne.

Så hvad vil der ske hvis vi for alvor åbner op for sådanne samtaler? Vil vi blive handlingslammede og dermed komme til at skabe endnu større skade? Det tror jeg ikke – tværtimod.

Smerten og sorgen over alt det smukke og intelligente liv, som vi mennesker destruerer og udrydder bunder jo i kærlighed til og en følelse af forbundethed med resten af livet, som er tvingende nødvendig at vi kommer i kontakt med. Smerte og sorg er en naturlig del af det at gennemleve tab (herunder tabet af en forestillet fremtid) og efterfølgende reorientere sit liv. For mange mennesker er det at gennemleve en sorgproces en vej til større transformation end f.eks. håb og optimisme.

Hvis vi ikke begynder at forholde os til og tale om hvad vi reelt kan forvente os, så tror jeg at vi kommer til at springe den del over, som motiverer os til at kæmpe for en mere retfærdig og bæredygtig verden og tilpasse os en ekstrem anderledes virkelighed end vi kender.

Billederne viser følgende:

  1. Tørke nær Jaguari-dæmningen, en del af Cantareira-reservoiret, staten Sao Paulo, Brasilien (januar 2014)
  2. Røg fra ’Williams Flat Fire’, Washington, USA (august 2019)
  3. Kæmpe hagl, Villa Carlos Paz, Argentina (februar 2018)
  4. Hedebølge i Paris
  5. Kystlinje i New Jersey, USA efter stormflod
  6. Oversvømmelser efter orkanen Eta, Mellemamerika (november 2020)
  7. Fire tropiske cykloner på tværs af Stillehavet (september 2015)
  8. Atmosfærisk flod, der fører enorme mængder vand til det vestlige USA (2018) (- en atmosfærisk flod kan indeholde op til 15 gange mere vand end Mississippi-floden)
  9. Tordenvejr ud for Baron Bay, Australien
  10. Tornado
  11. Naturbrand ved Bilpin, Australien (december 2019)